Den lange dag

Der var helt stille. Luften føltes tung. I modsætning til så mange andre var jeg udenfor.

Kulden bed mig, men jeg var ligeglad. Tårerne trillet ned af mit ansigt, selvom jeg godt viste hvorfor, nægtede jeg at indse det.

Dagen havde været lang. Ensomheden længere. Alligevel følte jeg opmærksomheden var for stor.

Opmærksomheden virkede forkert, som om der var mere nysgerrighed end medlidenhed. Til forskel fra i går, var du i blandt os i dag. Det jeg havde mest lyst til var at gå hen til dig, men i stedet gemte jeg mig.

Jeg ville ønske du kunne holde mig i dine arme som du plejede, men jeg viste det ikke ville ske. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig om mine følelser, men overbeviste mig selv om du ville være ligeglad.

At du forlod mig var dit valg, men at jeg ikke kan ændre det gør mig magtesløs. At være magtesløs gør mig svag. Jeg hader at være svag. Alligevel er det jeg har mest lyst til at være svag hos dig.

Kunstner er bedst når de har det dårligt. Jeg ved ikke om jeg har det dårligt.