Natterand

På Baunehøj bliver læren ved at snakke om hvor ”vilde” og ”barnlige” vi er. Da vi var til julefrokost hos langelinje-pigerne fra sidste år, snakket de om natterand, og hvordan de gjorder det hele tiden. Ingen fra langelinje i år har været på natterand, og på resten af skolen, er det sket få gange i starten af året. Måske er problemet at læren har sat sig i hovedet vi er ”vilde”. Måske er vi slet ikke se underlige, som de går og tror. Jeg kan godt forstå, det er svært at slippe noget godt og gammelt. Men det er endnu svære for det nye.

Jeg har valgt at skrive om natterand, i stedet for at gøre det.

Det hele var Victorias ide. Men alligevel var det kun trine og mig der gjorder det. Det var en kold og mørk aften, jeg havde mest lyst til at sove, men følte mangel på spænding. I starten havde jeg syntes ideén var genial, men jo længere ude på aften det blev, jo mere farligt syntes det at være. Trine skrev til mig. Vi havde skrevet sammen hele aften, hvis en af os skulle hoppe fra. Pludselig skriver hun Carsten kommer. Efter 2 minutter kom Carsten også forbi vores værelse. Da døren gik op, nået jeg i sidste øjeblik at slukke lyset, som om jeg sov. Men så skete det der ikke måtte ske. Lige da Carsten skal til at lukke døren, ringer trine til mig. Carsten vender sig, for at se hvad der sket. Heldigvis gør han ikke intet ved det, andet end at sukke stille. Efter 5 minutter løber jeg ind på Trines værelse. Så går det for sig, vi løber alt hvad vi kan over til nabohuset. Hurtigt tager Trine fadt om håndtaget og løber ind, jeg løber lige efter. Pludselig står Carsten foran os. Han var ikke glad.

Ingen af os lavet natterand igen.